For et par dage siden modtog jeg certifikatet som frivillig fra telefonservice fra det officielle psykologhøjskole i Madrid. I disse øjeblikke af “ny normal” Det har været en påmindelse om de vanskelige øjeblikke med indespærring, mellem marts og maj i år 2020. Og fra roen (foreløbige) faktiske, Det virker som et godt tidspunkt at behandle det, jeg har oplevet. Og jeg har fire ord til at symbolisere det: forpligtelse, modstand, ydmyghed og samvittighed.

Da nedlukningen startede, var mit grundlæggende spørgsmål “Hvordan kan jeg bidrage?”. Fra Spirales Consultoría de Infancia har vi modtaget mange anmodninger, som vi har været i stand til at imødekomme, men det vil være årsagen til et andet blogindlæg. Men, på samme tid, der var en anden dimension, fra frivilligt arbejde, hvad ville jeg tilbyde. Imellem mange tjenester og ressourcer hvad tilbød han Officielt College of Psychology i Madrid, Telefonering af mennesker, der har brug for det, passede mig meget godt. Derfra, Jeg har følt mig beæret over at tilhøre denne organisation, der har været tæt på borgerne, så vidt dets ressourcer har tilladt.. Dette for mig har at gøre med psykologi, bortset fra at være mit erhverv, antager også en forpligtelse personlig over for enkeltpersoners og samfunds trivsel. Vi har set engagementet fra mange mennesker og mange faggrupper, og dette har været vores: tilbyde lytning og støtte til dem, der har brug for det.

Begyndelsen på telefonopmærksomheden var intens for mig. Opkaldene var ikke mange, men lang og kompleks. Fra sorg over menneskers død til alvorlige psykiske vanskeligheder. Og min beundring for evnen modstand af hver person, jeg passede. Jeg kan godt lide at sige “modstandsdygtighed”, det ord, som vi kan lide så godt i psykologi. Men “modstandsdygtighed” det indebærer “at modstå” og “genindspilning”, og i et enkelt telefonopkald pr. person fik jeg kun se den del af “at modstå”. Når jeg ser den aktuelle afslapning i lyset af sanitære forholdsregler, husker jeg hver person, som jeg deltog i, med dit lidelsesniveau, og jeg spekulerer på, hvordan de vil leve det. Føler de frustrationen over, at det ikke blev gjort bedre på det tidspunkt? Nyder de lidt hvile og kontakt? Min hukommelse er hos de mennesker, der har haft så dårlig tid, og at de bliver nødt til at finde styrken til at fortsætte med at modstå og, forhåbentlig, at nå modstandsdygtighed og genopbygge.

Alle disse oplevelser har vækket meget af mig ydmyghed. Coronavirus er generelt et kald til samvittighed, at vi som mennesker overvejer, hvordan vi har det i verden og ser efter måder, hvorpå vi kan forbedre os. for mig, som psykolog, alle disse oplevelser forudsætter en ydmyghed. Der er så meget lidelse, at jeg ikke kan være til stede, men den der ankommer, jeg ankommer. Der er mennesker med så mange vanskeligheder i deres mentale helbred, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal ledsage, og jeg er nødt til at fortsætte med at træne. Og der er så mange ting at forbedre, at jeg nogle gange finder det håbløst, men min forpligtelse er at fortsætte med at dyrke håb.

og, endnu engang, oplevelsen har været for mig et opkald til samvittighed. Set over for menneskelig lidelse er det nødvendigt ikke kun at være professionel, men også som person. Menneskelig kontakt, hvor meget vi har savnet under indespærring, det er en kilde til velvære (når det forekommer i sunde forhold). Den psykologiske pleje har været for mig at være der, med empati og også med min sårbarhed (men tager ansvar for hvad jeg lever).

Og alle disse oplevelser giver mig taknemmelighed, begge til COP Madrid, især dem, der har ført processen, som dem, der har haft modet til at kalde og stole på dem, der deltog i dem. Min påskønnelse til alle disse mennesker for deres mod.

Og mine bedste ønsker for denne nye fase.

F. Javier Romeo