Det har været et meget rørende par dage blandt dem af os, der kender og praktiserer Ikkevoldelig Kommunikation. Marshall B. Rosenberg, skaberen af ​​Ikkevoldelig Kommunikation, fortiden er gået bort 7 de febrero de 2015 i en alder af 80 flere år (vi fejrede hans fødselsdag for et par måneder siden i denne post), og de af os, der kendte ham, og også generelt de, der har lært hans model, gør noget, som han lærte os: fejre de begivenheder, der har opfyldt vores behov, og lad os sørge over de begivenheder, der har efterladt vores behov.

Jeg havde fornøjelsen at træne sammen med ham i løbet af de ni dage af den internationale intensiv træning (International intensiv træning, IIT) Schweiz i juli og august 2008. Fra denne formation er det billede, jeg har med Marshall og hans kone Valentina, med den ekstra symbolik for tilstedeværelsen af ​​to uigenkendelige drenge og en pige i baggrunden, hvilket er relateret til den opmuntring, som Marshall gav mig i mit arbejde med børn, og unge (læs flere detaljer i den oprindelige post).

I løbet af disse dage, hvor jeg har læst de forskellige meddelelser og erindringer, der har fundet sted i det ikke-voldelige kommunikationssamfund, Jeg har også benyttet lejligheden til at genlæse noterne om, hvad jeg levede den dag sammen med ham (og i selskab med andre undervisere og resten af ​​deltagerne). Og senere bliver det tid til at genlæse alle hans værker, som en måde at opdatere og ære deres arbejde på.

Marshall Rosenberg arbejdede for at skabe en mere human verden, at opdage aspekterne af liv og vækst selv i de mest uforståelige handlinger. Hans grundlæggende sætning er “Vold er et tragisk udtryk for udækkede behov”, og hans metode, Ikke-voldelig kommunikation, en måde at være i stand til at lytte og omformulere udtryk, indtil man finder løsninger, hvor alle parter vinder.

For mig er Marshalls vægt på social forandring særligt berigende., han ønskede ikke, at ikke-voldelig kommunikation skulle hjælpe folk med at forblive rolige med deres liv. Arbejdet begynder inde i hver person, men det kan ikke blive der, den skal nå de forskellige strukturer (økonomisk, social, politik, uddannelsesmæssige…) og transformer dem ved at humanisere dem. Som han selv fortalte os i Schweiz: “Vores handling svarer til den, der ser en baby falde ned ad et vandfald og redde det, og se en anden og frelse ham, og se en anden og frelse ham… På et eller andet tidspunkt vil det være praktisk for den person at overveje, hvem der smider babyer og klatre vandfaldet for at undgå det”.

Bortset fra hans skriftlige arbejde (mere end et dusin bøger, blandt dem Ikkevoldelig Kommunikation. Et livssprog) og videoer og optagelser af deres workshops og deres sange, Marshall etablerer Center for Ikkevoldelig Kommunikation (Center for Ikkevoldelig Kommunikation), med en historie med årtiers arbejde, og det har arbejdet uden ham de seneste år. Det efterlader også hundreder af certificerede undervisere, så dens model fortsat sendes trofast og titusinder af praktikere, der prøver at kaste lys over vores daglige konflikter.. Det er noget at fejre.

Al mismo tiempo, hans bortgang efterlader et tomrum. At vide, at han er død i sit eget hjem ledsaget af sin kone Valentina og deres børn, er en mindre trøst. Vi ved, at vi ikke længere vil se dig repræsentere nye konfliktsituationer, at vi ikke vil høre nogen ny sang, at han ikke vil skrive nye bøger. Og inden det er det kun tilbage med medfølelse at modtage den smerte og tristhed, der vises.

Kun ved at integrere den komplette oplevelse kan vi komme videre fuldt ud, integrere hvad der blev modtaget fra Marshall og søge, øjeblik til øjeblik, hvordan man opdaterer det på en berigende måde for alle.

I fest og sorg,

Javier